JOB​

​Job

​En fremmed mand i lykkeland

Verden flytter sig. Ikke forstået således, at kontinentalplader forskubbes, eller at planeten pludselig glider over i en fjerntliggende stratosfære, men derimod forstået på den måde, at dem, der befolker planeten, flytter sig. Fra by til by og land til land.

Millioner af mennesker er i disse år på flugt. Mennesker, som på et tidspunkt – når de endelig ankommer til et sted, hvor de kan slå rod – skal finde sig til rette i et ukendt samfund langt fra det, de plejede at kalde hjem.

Urhistorie om fremmedhed

Den musikdramatiske forestilling Job – et enkelt menneske er en universel fortælling om fremmedhed, forankret i historien om den troende jødiske lærer Mendel Singer, der tvunget af omstændighederne forlader Rusland med sin familie i håb om at skabe sig en bedre tilværelse hos den mellemste søn i Amerika – ”Lykkeland”. Men den nye verden viser sig at være en gevaldig skuffelse; ulykkerne regner ned over familien, og snart har Mendel mistet alt – endda sin tro. Som Job i Det Gamle Testamente forbander han sin gud og venter nu kun utålmodigt på at forlade den fysiske verden. Først i mødet med Menuchims sang genopdager Mendel atter livsviljen og oplever desuden et lille mirakel, da han indser, at det store og ubegribelige findes i både gruen og glæden.

Forestillingen bygger på romanen Job – roman om et enkelt menneske, skrevet af den jødiske forfatter og journalist Joseph Roth i 1930. Roths værk om immigranten Mendel er en stemningsmættet, intens, allegorisk fremstilling af det moderne menneskes vilkår og regnes for en hjørnesten indenfor immigrantlitteraturen. Med sin italesættelse af tematikker fra hjemløshed og migration over vanskelige kulturmøder og tabet af tro er såvel Roths roman som forestillingen Job – et enkelt menneske urhistorier, hvis relevans i vores samtid synes åbenbar.

Modgang behandles med musik

Den gode Mendel Singer genfinder gnisten gennem musikken. Og netop denne metode er ikke ueffen, mener den reumertvindende skuespiller Ini-Miriam Rosenbaum, indehaver af samtlige roller i Job – et enkelt menneske. Tidligere på året udtalte hun således til Kristeligt Dagblad, at ”modgang kan behandles med musik og humor.” Og musik er der nok af i denne forestilling, hvor accordeon-virtuos Anders Singh Vesterdahl og soloboist ved Det Kgl. Kapel Henrik Goldschmidts nykomponerede værker bærer i sig traditionerne fra stykkets distinkt østeuropæiske tone. Singh og Goldschmidt griber sigøjnernes og jødernes instrumenter, harmonikaen, klarinetten, oboen, og skaber med musikken de vandrende immigranters identitet: Fra det gamle og velkendte til det nye og skræmmende, fra landsbyens knap hørbare synagogebøn til storbyens chokerende larm i skæve taktarter.

Saltagurker og zarens vodka

Job – et enkelt menneskeer instrueret af Rolf Heim, berømmet især for sine nedskalerede forestillinger, der med simple virkemidler fortæller store historier på de mindste scener. Dette stykke er ingen undtagelse; her fylder teknikken ikke, men i stedet subtile stemningsskabere, der underbygger og supplerer musik og skuespil. Østeuropæiske markører som polske saltagurker og zarens vodka skylles ned til tonerne af klezmer-klimpren, og det hele river så dejligt i halsen, alt imens kinderne antager en friskrød farve. Spasibo! Den underspillede scenografi tillader Job – et enkelt menneskeat udspille sig i mange slags rum og fremhæver derved forestillingens tematiske omdrejningspunkt: Evnen til at vandre.​

Off Off/Produktion 

HVOR: KUMUS, Nystedvej 73C, 4891 Toreby L
TID: Onsdag 28. November kl. 19.30, varighed 1 time + 25 min. u. pause
ALDER: 15+
PRIS: 180 kr., ung el. studiekort: 85 kr.

MASKEN-SÆSONKORT

Medvirkende: Ina-Miriam Rosenbaum, Henrik Goldschmidt og Anders Singh Vesterdahl
Iscenesættelse: Rolf Heim
Tekst: efter Roths roman Karen-Maria Bille
Musik: Singh & Goldschmidt
Lysdesign og teknik: Kisser Rosenquist
Kostumier: Hanne Mørup

Foto, plakat og video: Ea Verdoner

Besøg os på Facebook​

Teatret Masken​

Teatret Masken

Voldgade 1
4800 Nykøbing F 

Kontakt os

Telefon: 54 732 732

E-mail: info@masken.dk

Teatret Masken
Voldgade 1
4800 Nykøbing F