Velkommen til sæson 19/20
Vi er klar til at byde velkommen til vores 41. sæson, med mange gode og rørende oplevelser. Oplevelser der præsenteres lige foran dig og med dig, her og nu – oplevelser om livet, som det former sig – forunderligt, ubærligt, fortvivlet og vidunderligt. Oplevelser der varer længere end selve forestillingen.
Vi bestræber os på at præsentere mange forskellige scenekunstgenrer, og du vil derfor kunne opleve både traditionelt klassisk teater, monologer, dialoger, dans, performance og du kan såmænd også selv være med i et par enkelte teaterstykker; i forbindelse med Nykøbing F. Gadeteaterfestival og Ejegod Krøniker, der er årets Borger-teaterforestilling. Det er nemlig blevet tid til, igen, at bevæge sig ud i Nykøbings gader og opleve vores fælles kulturhistorie, sat i dramatiske rammer.
Årets forestillinger vil ikke kun blive præsenteret i Teatret Maskens teatersal, vi vil også spille på Nykøbing F. Teater, på KUMUS og på gader og stræder i Nykøbing F.
Igen i år vil du kunne opleve spektakulære gadeteaterforestillinger, når vi afholder Danmarks Internationale Gadeteaterfestival i Marielyst og Nykøbing F. Kom og se gøgl og performance fra hele verden.
Vi glæder os til at se dig i teatret, i koncertsalen og på gader og stræder!
Mange teater hilsner fra
Inger Mikkelsen, Nils Kragh, Maria Ploug, Hannah Karina Mikkelsen og Bruno Andersen